Nogle rester strømpegarn blev for nylig til en vævestrikket trøje til barnebarnet. Det var faktisk sjovt at vævestrikke igen, det er længe siden.
Ellers har jeg fuld gang i en skyggestrikket hjertesweater til hende - og et sjal i Kaunigarn i pink og lilla farver.
Jeg fik et gavekort (i fødselsdagsgave fra mine søde kolleger) til Lund+Lund på 100 kr og så et flot sjal i vinduet. Sjalet var Isagers Kraka og det var strikket i Tvinni mohair, men opskriften var udsolgt. Så jeg gik hjem og gravede Kraka-mønsteret frem fra en af Isagers bøger, hvor det godt nok var anvendt på en lille sommerbluse.
Og så købte jeg i stedet et dejligt bundt Kaunigarn til 102 kr og kombinerede et sjal strikket oppefra og ned med det lette kraka-mønster. Garnet er snart strikket op, og jeg er spændt på, hvordan sjalet blir, når det er vasket.......